Adventsgaven fra Rosenborg: Gratis omvisninger

Alle årets adventssøndage samt d. 20.-22. december forærer Rosenborgs læringsenhed dig en gratis omvisning i adventsgave. Du kan komme med på omvisningen Kongelig Kærlighed, hvor vi går tæt på kongelige kærlighedsforhold igennem 200 år.

Kærlighed er tit en kompliceret størrelse og tilsat politik, store aldersforskelle, et stort antal børnefødsler og hoffets mange fristelser, har det kongelige kærlighedsliv været alt andet end kedeligt. Under omvisningerne zoomer vi ind på de mange spor efter kærlighed, der kan ses på slottet i dag. Vores læringspiloter tager vores gæster med på en tidsrejse og fortæller om kongernes og dronningernes farverige kærlighedsliv.

Fortællingerne omhandler bl.a. Frederik 4., der var gift til både højre og venstre hånd – samtidigt! Omvendt var Frederik 3. og dronning Sophie Amalie i mange år lykkeligt gift, og som noget usædvanligt for tiden delte de soveværelse – lige indtil dronningens utroskab med kammertjeneren blev opdaget. I hån og afmagt forærede Frederik 3. hende en ring med en diamantbesat penis, der er udstillet i Det Grønne Kabinet i dag. Christian 5. og dronning Charlotte Amalie havde derimod et på mange måder harmonisk samliv, og det fortælles, at dronningen kørte sin pukkelryggede mand rundt i en kørestol i Kongens Have. Den mest kendte kærlighedshistorie af dem alle er dog nok dronning Caroline Mathildes affære med sin læge, J. F. Struensee, og Christian 7.s stiltiende billigelse.

Én ting var i hvert fald sikkert; de levede sjældent lykkeligt til deres dages ende i de kongelige ægteskaber.

PRAKTISK INFO
Datoer og tidsrum: Alle adventssøndage: d. 27. november, 4., 11., 18. samt 20.-22. december. Kl. 11.00
Alder: For voksne og børn fra 12 år.
Pris: Gratis, når entréen er betalt.
Tilmelding er ikke nødvendig, henvend dig blot på billetkontoret.

af Rosenborg Slot den 29.11.2016

Aktuelt