Ansigt til Ansigt – Alle tiders portrætter

En kavalkade af portrætter i kunst, film og naturvidenskab.

3 foredragsaftener, 5 udstillinger, 20 film og stribevis af arrangementer.

15. juni – 22. december 2017

 

De er pænt indrammet derhjemme på din stuevæg. De dukker op som selfies på din Facebook-side. Du møder dem i medierne og på reklamesøjlerne, når alt fra præsidenter til popsangere vil gøre en god figur.

Portrætter er alle vegne. De infiltrerer vores stadigt mere billedbårne verden, og det gør de, fordi de kan noget særligt. Portrætter har en virkning på os.

Nu kan du opleve en kavalkade af historiske portrætter i kunst, film og naturvidenskab, når Parkmuseerne præsenterer et moderne blik på det ældgamle, men aktuelle fænomen.

Tre foredragsaftener tager dig med på en kalejdoskopisk rejse, hvor du over et glas vin møder museernes eksperter og får indblik i portrættets historie fra seks forskellige synsvinkler.

Samtidig præsenterer kvarterets museer intet mindre end fem udstillinger, tyve film og en lang række arrangementer om og med portrætter, du selv kan møde ansigt til ansigt.

Vi glæder os til at se dig!


FOREDRAGSAFTENER: MØD SEKS EKSPERTER

Geologisk Museum er rammen om tre foredragsaftener, hvor du over et glas vin får portrættets historie fortalt af seks eksperter fra seks forskellige museer.  Du møder eksperterne parvis i utraditionelle kombinationer, hvor øst møder vest, kunst møder naturvidenskab og film møder kulturhistorie.


#1 Ansigt til ansigt
Portrætter fra øst til vest
5. september 2017, Geologisk Museum, kl. 19 – 21.15
Køb billet her
  Billetten inkluderer et glas vin i pausen.

Et vellykket portræt ligner den virkelige person, vil de fleste nok mene. Men er det sandt?  Og hvad er egentlig definitionen på et portræt?  I aften får du indblik i en fascinerende verden, hvor det, der ser ud som virkelighed måske slet ikke er det. Vi kigger både på sultaner og hellige mænd fra østen og den danske konge, Christian 2., kendt fra romanen Kongens Fald.

Portrætter i islamisk kunst – Fiktion og virkelighed
Kjeld von Folsach, Museumsdirektør, Davids Samling

Christian II’s billedpolitik
Hanne Kolind Poulsen, Museumsinspektør, SMK – Statens Museum for Kunst


#2 Ansigt til ansigt
Mennesket bag portrættet
3. oktober 2017, Geologisk Museum, kl. 19 – 21-15
Køb billet her Billetten inkluderer et glas vin i pausen.

Portrætter som Mona Lisa er omgærdet med stor mystik. For selvom det måske virker simpelt at afbilde en person, kan portrætter være ligeså svære at blive kloge på som levende mennesker. I aften møder du både borgerfruer og neandertalere og får indsigt i hvordan kunsten og naturvidenskaben skildrer mennesker og deres mange facetter.

Portræt og følelse – Guldalderens portrætter
Anna Schram Vejlby, Museumsinspektør, Den Hirschsprungske Samling

Se din indre abe i øjnene – Historien bag videnskabelige evolutionsportrætter
Peter C. Kjærgaard, Museumsdirektør, Statens Naturhistoriske Museum

 

#3 Ansigt til ansigt
Portrættets magt
14. november 2017, Geologisk Museum, kl. 19 – 21.15
Køb billet her Billetten inkluderer et glas vin i pausen.

Gennem tiden har danske konger været mestre i at bruge portrætter til at promovere sig selv. Men eftertiden får det sidste ord, når spillefilm og tv-serier sætter monarkernes personlige branding på prøve. I aften kigger vi på magtens portrætter og sætter ild til kampen om historien.

Verden er en scene – Christian den 4.’s roller og en nøgle til at afkode dem
Mikael Bøgh Rasmussen, Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotekar, Kongernes Samling

Kongen på filmmediets nåde – Fra ’Kongefilmen’ til ’En Kongelig affære’ og ’1864’
Lars-Martin Sørensen, Forskningsleder, Det Danske Filminstitut

 

UDSTILLINGER & FILM
De seks parkmuseer præsenterer en stribe udstillinger og filmserier om og med portrætter.

Portrætguiden introducerer dig til nogle af de mest interessante portrætter. Få den på museerne eller download den her:
Portrætguide_Parkmuseerne_2017

Microsculpture – insektportrætter af Levon Biss
Insekter, som du aldrig har set dem før! Insekternes skjulte skønhed afsløres i 30 kæmpestore insektportrætter, der hver er sammensat af 8000 individuelle fotografier optaget gennem mikroskop.
Udstilling, Statens Naturhistoriske Museum, Geologisk Museum, 18. maj – 19. november 2017

Jørgen Leth 80 år – det sansende menneske
Oplev portrætfilm af sportsstjernerne Michael Laudrup og Ole Ritter, en personlig skildring af Leths gode ven forfatteren Ebbe Traberg og endelig mesteren selv i Lars von Triers ”De fem benspænd”.
Filmserie, Cinemateket, 12.-30. juni 2017

Magt og afmagt. Christian II’s billedpolitik
Christian II (1481-1559) er en af Danmarks mest fascinerende konger – og den første danske konge, der brugte billedkunsten og portrættet til at promovere sig selv og fremme sine politiske mål.
Udstilling, SMK, 15. juni – 10. september


Krøyer og Hirschsprung. Portræt af en familie.
Den danske skagensmaler P.S. Krøyer havde et helt særligt forhold til Den Hirschsprungske Samlings grundlægger Heinrich Hirschsprung og hans familie.
Udstilling, Den Hirschsprungske Samling, 28. juni – 1. oktober

Golden Days: Store danskere
Poul Henningsen, søskendeparret Johannes V. Jensen og Thit Jensen, Eik Skaløe og Michael Strunge. Det er bare nogle af de navne, der er dukket op, da Cinemateket ransagede filmarkivet i anledning af Golden Days-festivalen.
Filmserie, Cinemateket, 1.-17. september 2017 

Fra den bedste side. Portræt og følsomhed i guldalderen.
Følelser giver livet mening og former rammerne for vores eksistens. Sådan er det i dag, og sådan var det også i guldalderen. Mød mennesket bag modellen i nogle af 1800-tallets fineste portrætter.
Udstilling, Den Hirschsprungske Samling, 7. september – 7. januar

The King – temadage om Elvis Presley
Fremragende portrætfilm, den undervurderede ’Jailhouse Rock’ – og lyttebiograf med sjældne skæringer. Vi byder velkommen til Ernst Jørgensen, der er en af verdens førende Elvis-eksperter – og pæredansk.
Film og særarrangementer, Cinemateket, 17.-24. september 2017

Gillian Wearing – Family Stories
Den anerkendte britiske kunstner Gillian Wearing (1963) sætter fokus på familien gennem både rørende og ubehagelige portrætter af familierelationer i video, fotografi og skulptur.
Udstilling, SMK, 12. oktober – 7. januar

Annett Wolf – stjernetyderen
Hun er kommet under huden på enere som Bergman, Hitchcock og Brel – og er nyligt hyldet med en komplet retrospektiv på Cinematheque Française. Oplev dansk films ukendte førstedame live – og på film.
Filmserie, Cinemateket, 21. oktober-15. november 2017

Jytte Rex og Kunstnerkvartetten
Se filmkunstneren Jytte Rex’ anderledes portrætter af digteren Inger Christensen, grafikeren Palle Nielsen, komponisten Pelle Gudmundsen-Holmgreen og arkitekten Henning Larsen og hør om overvejelserne bag.
Filmserie, Cinemateket, 19.-26. november 2017

Menneskefiguren i islamisk kunst. Folk, fyrster og hellige mænd.
På trods af en religiøst betinget modstand har afbildningen af mennesker altid spillet en vigtig rolle i kunsten fra den islamiske verden.
Udstilling, Davids Samling, 24. november 2017 – 13. maj 2018


ARRANGEMENTER
Arrangementsprogrammet bliver opdateret løbende, så følg med på siden her og på Parkmuseernes Facebook.

Portrætter i europæisk og islamisk kunst
Davids Samling, omvisninger, 10. juni – 13. august
Gratis. Info her

Magtens ansigt. Kongelige portrætter fra Christian 4. til Frederik 7.
Rosenborg, omvisninger, 3. september – 26. november
Pris 45 kr. + entrébillet 110 kr. Billet købes via www.shop.kongernessamling.dk

En kunstsamler i København – C.L. David
Davids Samling, omvisninger, 5. og 14. september
Gratis. Info her

Hofmalerens storhed og fald – Carl Gustaf Pilo
Davids Samling, foredrag, 27. september
Pris 50 kr. Info her

Intro til udstillingen Fra den bedste side ved museumsinspektør, Anna Schram Vejlby
Den Hirschsprungske Samling, omvisninger, 28. oktober og 8. november
Gratis med entrébillet til museet. Info her

Altid brændende – Carl Jacobsen som privat samler og smagsreformator
Davids Samling, foredrag, 8. november
Pris 50 kr. Info her

Menneskeskildring og billedforbud
Davids Samling, foredrag, 29. november
Pris 50 kr. Info her

 

 

af Parkmuseernes sekretariat den 20.06.2017

Aktuelt