Det må du ikke gå glip af i februar

Vinterferien byder på masser af indendørs aktiviteter, hvor børn og voksne kan gå på opdagelse i historien.


Tag på familiebesøg hos dinosaurerne
Spol tiden 100 millioner år tilbage og se, hvordan dinosaurerne levede. En ny særudstilling på Geologisk Museum viser sjældne rekonstruktioner af dinosaurfamilier med deres æg og reder.  Meget af vores viden om dinosaurer stammer fra æggene, og derfor kan du også se ægte dinosaur-æg i udstillingen.

Statens Naturhistoriske Museum, Geologisk Museum. ’Dinosaurfamilier’ kan ses fra 2. februar.
geologi.snm.ku.dk


Rejs jorden rundt med
Jules Verne
I 1950’erne og 60’erne var filmindustrien vild med den franske forfatter Jules Vernes fantastiske romaner om opdagelsesrejser foretaget ved hjælp af ubåde, rumraketter og fjernsyn – apparater som først kom til mange årtier efter, Verne havde beskrevet dem i sine romaner. Cinemateket har sammensat en kavalkade af Verne-film, blandt andet Jorden Rundt i 80 dage og En verdensomsejling under havet.

Cinemateket. Jules Vernes filmatiseringer vises hver dag i uge 7. Anbefales fra 10 år og op.
cinemateket.dk


Klip og klister med kunstneren Andreas Schulenburg
På Davids Samling kan børn klippe og klistre deres egne decoupage-billeder med kunstneren Andreas Schulenburg, der selv er en mester i at lave finurlige sammenklipninger. Han har for eksempel lavet skulpturer, hvor en blyant har fået raketfødder, og et firbenet dyr har fået et grantræ som hoved.

Davids Samling. Åbent decoupage-værksted, 13.-14. februar, kl. 12-15.
davidmus.dk


Gå i fodsporene på Christian 4.
I uge 7 og 8 kan man komme på besøg hjemme hos Christian 4. i de gemakker, hvor han levede en stor del af sit liv for 400 år siden. Man kan se hans blodplettede tøj og imponerende kongekrone og høre om de mange utrolige ting han gjorde, mens han var konge. Til sidst kan man selv lave sin helt egen krone i kroneværkstedet.

Rosenborg, ‘I røg og damp – I fodsporene på Christian 4.’, 10.-25. februar kl 10.10-11.40 og 13.00-14.30. Fra 5 år. Billetter bestilles på webshop eller booking@kosa.dk
kongernessamling.dk


Remix dansk og islamisk kunst
På Den Hirschsprungske Samling kan små, kunstneriske sjæle skabe fine collager af udklip fra dansk og islamisk kunst. Workshoppen hedder Kulturmix og er normalt som et undervisningsforløb for skoler. I vinterferien slår museet dørene op for alle, der vil lege Kirsten Giftekniv med de to stilarter.

Den Hirschsprungske Samling. Kulturmix workshop, 14.-16. februar kl. 12-15. Tilmelding ikke nødvendig.
hirschsprung.dk


Slå katten af tønden på SMK
Syng med på ”Fastelavn er mit navn!” og se om de små barnearme slår hårdt nok til at udløse titlen som kattekonge eller -dronning. Hvis ikke, er der heldigvis mere sjov og ballade at give sig i kast med, når man slår katten af tønden på et kunstmuseum som SMK: I kan kreere et kæmpe fastelavnsbillede, tage med på fastelavnsomvisning for børn og få fastelavnsboller med varm kakao i caféen.

Statens Museum for Kunst. Fastelavn er mit navn, 11. februar, kl. 12-14.
smk.dk

 

af Parkmuseernes sekretariat den 02.02.2018

Aktuelt