Det må du ikke gå glip af i januar

Gå undercover i Nordkorea og på toilettet med Christian 4.


Nordkorea på vrangen
En russisk instruktør fik lov at filme i Nordkorea på den ene betingelse, at staten skrev manuskriptet. Men i stedet for at slukke kameraerne, når der blev råbt ”Cut!”, lod filmholdet dem køre bag ryggen på deres værter. Oplev en diktaturstats polerede facade krakelere, når propaganda bliver guerilla-dokumentar.

Cinemateket. Månedens dokumentar: ’Under the Sun’. Visninger hver dag 25.-31. januar.
cinemateket.dk

Palmer så langt øjet rækker
Når du bliver spurgt, hvad du laver i kolde København, mens alle andre ferierer på en bountystrand syd for ækvator, så kan du jo kækt svare, at der er palmer nok til dig i byen. I Palmehuset i Botanisk Have vokser koglepalmer, fiskehale-palmer, oliepalmer og dadelpalmer, og de er alle indhyllet i regnskovens fugtige varme.

Botanisk Have, Palmehuset. Er i vinterhalvåret åbent tirs-søn kl. 10-15.
botanik.snm.ku.dk

Se Profeten i øjnene
Politiken kvitterede med seks hjerter og Berlingske skrev ”Udstillingen vil lige om lidt være på alles læber.” Hvis du undrer dig over, hvorfor profeten Muhammad optræder i islamisk kunst på trods af Islams billedforbud, så har du chancen for at få svaret, når Davids Samling byder velkommen til omvisninger i Menneskefiguren i islamisk kunst.

Davids Samling. Omvisninger 6.1, 24.1, 3.2, 13.2 samt flere datoer.
davidmus.dk

Så længe det varer
Kunstneren Nairy Baghramian har transformeret en solid, bærende loftskonstruktion til gennemsigtige silikonebjælker, der balancerer på høje, tynde metalben. Baghramian er en af de nyeste stjerner på den internationale kunstscene, og du kan opleve hendes bløde, skrøbelige værk Så længe det varer i X-rummet, der er SMK’s udstillingsrum for samtidskunst.

SMK. ’Så længe det varer’. Kan ses frem til 2. april.
smk.dk

Hjemme hos Hr. Hirschsprung
Op gennem 1800-tallet fik idéen om det hjemlige stigende opmærksomhed blandt danske kunstnere, for grænserne mellem privatsfæren og det offentlige rum var under pres. Se hvordan kunstnerne greb temaet an i Den Hirschsprungske Samlings kommende udstilling, hvor en del af malerierne tilmed har hængt i grundlæggeren Heinrich Hirschsprungs eget hjem.

Den Hirschsprungske Samling. ’Hjemlighedens former’. 24. januar – 27. maj.
hirschsprung.dk

Med Christian 4. på toilettet
Det kan være svært at forestille sig en konge gå på toilettet, selvom de færreste af os ville undvære et. På Rosenborg findes der ikke desto mindre beviser for, at selv folk med blåt blod i årerne må ty til den slags ærinder. Her kan du opleve Christian 4.’s mest private rum, toilettet, som han kaldte ‘min hemmelighed’. Det originale toiletbræt er endda bevaret.

Rosenborg, stueetagen. Åbningstider i januar er tirs-søn kl. 10-15.
www.rosenborg.dk

af Parkmuseernes sekretariat den 03.01.2018

Aktuelt