Det må du ikke gå glip af i maj

Nyt kunstværk: SMK får sjældent maleri efter 20 års ventetid
Hele Danmarks kunstmuseum har sikret sig det prominente kunstværk ’Nymfe og faun’. Det er malet af Henri Matisse i 1911 og pryder nu en af væggene i Sølvgade. Museet har ønsket at købe værket i 20 år, fordi det er en nøgle til at forstå Matisses kunst.

SMK – Statens Museum for Kunst. Maleriet kan ses i museets faste udstilling ’Fransk Kunst 1900-1930’

Film: Se dansk lystspil fra Palladium
Det Danske Filminstitut har overtaget filmselskabet Palladiums samling. Udover stumfilm og sengekantsfilm indeholder den et stort antal populære folkekomedier. Se et af selskabets vovede trekantsdramaer fra 1959, når Cinemateket blænder op for ’3 må man være’  med Poul Reichardt i hovedrollen.

Cinemateket. ’3 må man være’ vises 8.-13. maj

Udstilling: Sidste chance for at se Muhammad
Selvom malerierne er flere hundrede år gamle, er det alligevel en nyhed for mange, at der findes billeder af profeten Muhammad i islamisk kunst. Indtil 13. maj kan du se billederne med i den anmelderroste udstilling ’Menneskefiguren i islamisk kunst’ på Davids Samling.

Davids Samling. ’Menneskefiguren i islamisk kunst’ varer til 13. maj

For børn: Opklar Kong Christians historie
Kong Christian har glemt, hvem han er. Derfor har han brug for hjælp til at få opklaret sin historie. Sådan lyder opgaven i Rosenborgs nye børneaktivitet ’Kongerunden’ for de 6-12 årige og deres familier. Hvis de små kan hjælpe kongen med at finde sin plads i kongerækken, hædrer han dem med en præmie.

Rosenborg. ’Kongerunden’ begynder fra 1. maj og er gratis når entréen er betalt

Workshop: Tegn naturen
Tegneglade børn og unge i alderen 10-16 år kan prøve kræfter med naturens mange detaljer, når Geologisk Museum byder velkommen til Naturhistorisk Tegneworkshop. Der er hjælp, ideer og feedback at hente fra en professionel illustrator eller kunstner under workshoppen.

Statens Naturhistoriske Museum, Geologisk Museum. Naturhistorisk Tegneworkshop, 19. maj

Mors dag: Tag din mor gratis med på museum
Hvis du vil give din mor en kunstoplevelse på Mors dag, er det oplagt at tage på Den Hirschsprungske Samling. Museet giver hende nemlig gratis adgang til at opleve to særudstillinger og samlingen af 1800-tallets berømte danske malere. Du skal blot betale din egen billet og holde hende med selskab.

Den Hirschsprungske Samling. Mors dag den 13. maj

 

Billede: Fath Ali Shah Qajar, Iran 1811, fra ‘Menneskefiguren i Islamisk Kunst’ på Davids Samling.

af Parkmuseernes sekretariat den 30.04.2018

Aktuelt