Kunst skal bare nydes

Arkitekt og tv-vært Eva Harlou er fast gæst på Statens Museum for Kunst. Børnenes Værksted lokker sønnike, og kunsten lokker moren.

Den blonde kvinde med de højhælede er ankommet til Statens Museum for Kunst. Ankommet fra Frederiksberg til en nærmest herskabelig entré. Sølvarmbåndet og hendes blå kjole lyser hall’en op.

“Jeg er glad for, jeg måtte komme,” siger Eva Harlou. Smiler. Ryggen er ret. Ansigtet er nysgerrigt og dog målrettet. Hun bevæger sig let og selvsikkkert. Vi skal mod Børnenes Værksted. Det er lige ud og til højre op ad trappen, fortæller hun.

Eva Harlou er en sammensat person. Kendt fra tv som begavet arkitekt, der siger kloge ord om kloge ting. Kendt fra de kulørte blade og modeverdenen. Kendt som kendiskæreste til reklamemand Martin Jørgensen. Hun blev kåret som en af de mest lovende talenter af arkitektmagasinet Wallpaper i 2007. Og var vært på X Factor og frontfigur i DR-serien Danmarks skønneste hjem.

Den sammensmeltning er spændende, og det faktum, at hun er stamgæst på Statens Museum for Kunst gjorde, at hun fik et opkald.

“Jeg synes, det er så skønt et sted, hvor jeg tit kommer bare for at få indtryk. Jeg er kommet der med min søn hver søndag. Og han blev helt ked af det, når vi ikke skulle afsted,” siger hun oppe i Børnenes Værksted, som har været museets magnet.

“Børn går jo bare til det”
Børnenes Værksted ligner et formningslokale. Det er bare større. Borde på rækker, lange reoler med lerfigurer, børnemalerier på væggene – og svømmende akvariefisk. Det er her, hun er kommet søndag efter søndag.

Her kunne sønnen tegne, forme, modellere og bygge højt som en lille arkitekt. Efter børneværkstedet tog mor og søn på en af de faste udstillinger, hvorefter den stod på SMK’s børnebrunch med æg, bacon og pølser.

“Jeg tror, det er meget vigtigt for børn at se på kunst. Børn går jo bare til det og siger, hvad der umiddelbart falder dem ind. De har slet ikke samme præstationsangst som os løsningsorienterede voksne. Vi voksne kan godt føle os lidt dumme, hvis vi ikke forstår det,” siger hun.

Hun vil op og se maleriet En Bjergbestigerske, som er en af favoritterne.

“Det er bare ned igen, lige ud, op ad trappen og til venstre,” siger Eva Harlou og viser vej.

evaharlou_bjergbestigersken_450pix

Alder giver nydelse
Maleriet viser sig at være lidt af en kæmpe. 2,10 meter højt og 1,7 meter bredt. Det forestiller en kvinde, som kigger ud mod horisonten fra en bjergtop. Malet af J.F. Willumsen i 1912.

“Der er nogle meget kradse farver i billedet, der giver lidt modstand. Det er måske derfor, jeg så godt kan lide det. Jeg har en meget spontan tilgang til kunst. Det er ikke noget, som jeg nødvendigvis behøver vide meget om, og alligevel påvirker det mig meget,” siger hun.

Hun ser bare på det, nyder det og lader sig inspirere. Det kræver ingen kunsthistorisk uddannelse.

“Selvfølgelig har jeg en grundviden om de danske kunstnere, men jeg kender den fornemmelse af, at man skal vide alt muligt og kan derfor selv få præstationsangst. Jeg er heller ikke typen, der har dyr kunst på væggene derhjemme, men det får jeg forhåbentlig engang. Med alderen er jeg blevet meget bedre til bare at nyde det,” siger hun.

Nyde kunsten som hun nyder de poppede kunstquizzer på DRK, hvor hun kan sidde og gætte med.

Rundet af kunsten
Hun kom selv på museum som barn, fortæller hun senere over en sort kop kaffe i museets café med grøn udsigt til Østre Anlæg.

“Jeg var rundt sammen med de voksne, og det var ikke på børnepræmis. Jeg gik slavisk rundt med mine forældre, og jeg blev træt i benene. Men de var gode til at fortælle, og det har helt klart været med til at vække en interesse for kunst og arkitektur.”

Hendes far var god til at lære Eva Harlou og søsteren, at en en sofa ikke bare er en sofa. “Der er en historie og en designer bag, og på den måde har vi lært at forstå lagene. Så er der andet, de ikke har givet mig med. Jeg kan ikke lave mad overhovedet. Det er pisse irriterende,” griner hun.

Hun stopfodrer ikke sin egen søn med kunst, fortæller hun, men det er alligevel vigtigt at tage han med. “Der er et eller andet om, at jo mere man oplever, jo større finder man ud af, at et område er.”

Kunsten inspirerer
De største kunstoplevelser er dem, hvor man har tid. Dem, hvor man ikke stresser. Og dem, man er inviteret til. Engang blev hun inviteret til middag på Den Hirschsprungske Samling, hvor det var en kæmpe oplevelse at sidde og spise blandt guldaldermalerierne. En anden gang tog hun helt til Berlin, hvor hun besøgte Olafur Eliassons værksted.

“Det var sjovt. Det var ligesom at komme ind i en fantasiverden. Med spejle og lys ændrer han måden, vi oplever et rum på, radikalt. Han ændrer den fysiske verden. Han er en tryllekunstner.”

Særligt interessant er det, når der er et cross-over mellem arkitektur og kunst. “Når kunsten nærmer sig noget, man kan bruge som arkitekt, så er det enormt inspirerende Og det er derfor, at Eliasson er en af mine yndlingskunstnere.”

Hun kommer i tanke om kunstneren Tomás Saracenos Biosfærer, som er udstillet på museet. Store oppustelige plastikbolde som minder om sæbebobler. Vi går derop for at tage et foto, for kaffen er drukket, og taxien på vej.


BLÅ BOG

Eva Harlou

Født 1977 i Skanderborg
Arkitekt, cand.arch

Tv-vært gennem to sæsoner i X Factor.
Vært på Danmarks skønneste hjem og Arkitektens Hjem på DR.
Vandt prisen Best Breakthrough Designer i Wallpaper i 2007.

Sidder i bestyrelsen for Fonden Aarhus 2017, som planlægger og gennemfører værtskabet for Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad næste år.

Læs flere artikler fra Parkmuseernes avis.

Foto: Ida Tietgen Høyrup

af Parkmuseernes sekretariat den 30.09.2016

Aktuelt