I biffen med cocktails og gourmet

Veninder og kærestepar mødtes til film, tapas og cocktails i Cinemateket, der hver uge giver publikum ekstraordinære filmoplevelser.


Af Anders Højberg Kamp

Klokken er passeret 17. De lange rækker af kvadratiske borde med hvid dug bliver stille og roligt indtaget. De fleste gæster kommer i par og sætter sig over for hinanden. Her er hovedsageligt kvinder i alle aldre. Tjenerinder kommer til syne med bakker fra det åbne køkken, hvor hvidklædte kokke gør retten klar: En tallerken tapas med kartoffelsuppe, røget svineskank med choucroute og gedeost med syltede rødløg.

Bag bardisken blander en bartenderinde den rette dosering af hvidvin og sprite til en drink. En såkaldt spritzer, der nydes af gæsterne inden aftenens forestilling: Det franske krigsdrama En Lang Forlovelse med den kønne skuespillerinde Audrey Tautou i hovedrollen.

Restaurant SULT’s mange nyankomne gæster har købt billet til biografen Cinematekets månedlige arrangement Film, Tapas & Cocktails. En billet til 210 kroner, som består af både mad, drinks og aftenens forestilling.

Ved et af bordene sidder to kvinder, som har spist dagens ret. Line Baasch på 45 år og Gro Georg Jensen på 53 år. De er kokke, og de kan lide maden.

“Men jeg forstår ikke, at filmen først begynder klokken 19, når vi allerede skulle komme klokken 17. Jeg har lige spurgt oppe i baren,” siger den ene bramfrit.

“Så skal man sidde her i halvanden time fra nu og venter.”

To kvinder ved deres side bryder ind i samtalen.

“Bare rolig. Filmen begynder klokken 18,” fortæller de.

Misforståelsen rettet. Alle griner.

“Nå, men så er alt perfekt.”

Punk og kærlighed
Ikke langt derfra sidder to unge sortklædte kvinder, Stella Reinholdt og Tanja Nørgaard, som arbejder i det kreative Nørrebro-rum Pretty Punk, der blandt andet tilbyder hårklip og tattoos.

“Vi er her mest på grund af filmen, og så lød det hyggeligt. Vi troede, der var buffet-mad, så vi er glædeligt overraskede,” fortæller de. Den ene har set filmen og holder meget af instruktøren Jean-Pierre Jeunet, som også instruerede Amelié, der blev set af flere hundredetusinde mennesker i biograferne landet over.

Portugisiske Carmein Navalhas elsker franske film og fylder i dag 29 år. Hun er inviteret herind af sin kæreste, Manuel Correia, fordi Carmein elsker franske film. Suppen var også god.

Som forord til filmen spørger Cinematekets programredaktør, Rasmus Brendstrup, om maden smagte godt, og folk svarer højt ja, så højt at kokkene efter sigende kan høre det. Han præsenterer filmen, som var den for feinschmeckere. En film inspireret af tyvernes alvorlige impressionisme og stumfilmens komik og elegance.

Filmen begynder. Første Verdenskrig lakker mod enden. Fem soldater sendes i døden mellem en tysk og en fransk skyttegrav. Herunder 19-årige Mathildes forlovede. Soldaterne formodes døde, men det er svagt dokumenteret. Efter krigen begynder hun en indædt detektivjagt for at finde sin forlovede, død eller i live.

“Det handler om fællesskab”
Bag lærredet siger Rasmus Brendstrup, at Cinemateket går efter at skabe anderledes helhedsoplevelser. Det her er blot et af mange arrangementer, der gør Cinemateket til en speciel biograf.

“Hvis man har noget tid til at snakke om filmen bagefter, eller måske varme op til den, får folk den grundlæggende følelse af at være sammen med hinanden, og det er derfor vi går i biografen. Det handler om fællesskab og en helhedsoplevelse,” siger programredaktøren.

Cinemateket arbejder med mange forskellige pakker. Der er drink-along, hvor folk drikker drinks og råber skål inde i biografen. Der er sing-along til film som Grease, hvor en burger-buffet udgør optakten, og en øl åbner op for syngende ganer. Der er Friday Late Night, hvor en DJ vender plader inden en musikfilm. Og så er der visninger med filmeksperter, der introducerer filmene og lægger op til diskussion bagefter.

Barn i krig
Efter En Lang Forlovelse går et nydeligt klædt, ældre par ud ad salen. Manden er tidligere advokat, kvinden har arbejdet med design for Arne Jacobsen. De præsenterer sig som Ursula og Niels-Henrik Ussing.

Hun er selv krigsbarn, født i polske Gdansk, som blev Nazitysklands første krigsmål.

“Jeg har oplevet bomberne falde som barn, så jeg kunne relatere til filmen. Den er som et langt musikstykke, der holder takten. Man lever med filmen, fordi den viser det gode midt i rædslerne. Den bevæger sig mellem fortvivlelse og håb, og i disse tider, med så meget ondskab, er det balsam,” siger hun på det fineste rigsdansk med et stort smil.


Flere særlige filmoplevelser i Cinemateket

Ønskefilm – Film som vises på opfordring fra publikum. Alle kan ønske en film på Cinematekets website her.

Sing along – Syng eller dans med på Grease, Dirty Dancing og andre populære musicalfilm.

Blind chance – Nyt koncept, hvor filmen er en overraskelse.

Friday Late Night – Musikfilm, koncerter og dj.

Filmuniversitetet – Banebrydende filmklassikere vises med introduktion fra eksperter.

 

Vil du læse flere artikler fra Nyt fra Parkmuserne? Så klik her.

af Parkmuseernes sekretariat den 25.01.2017

Aktuelt