I livgardens fodspor

Rosenborg og Den Kongelige Livgarde hænger uløseligt sammen. Siden Frederik 3.s regeringsperiode i midten af 1600-tallet er kongefamiliens umådelige eventyrlige ejendele blevet opbevaret på Rosenborg, og den dag i dag står garderne fortsat vagt ved deres karakteristiske røde skure på Rosenborg. Her passer de på rigets skatte døgnet rundt. De røde skure har været brugt siden 1740 og er en del af den historiske fortælling.

Det er oplagt, at det er Den Kongelige Livgarde, der trofast passer på Rosenborg, da Livgardens kaserne er placeret klods op af Rosenborg. Kasernen blev oprindeligt bygget i 1670 som en forlængelse af det lille lystslot til bl.a. afholdelse af kongelige tafler. I 1785 blev dele af bygningerne til en kaserne og har været anvendt til dette formål lige siden.
Rosenborgs Eksercerplads er lukket for offentligheden, men har ved særlige arrangementer i gennem historien været åbnet op og huset både linedansere, ballonopstigninger og dyreskuer. Det er dermed ikke en hvilken som helst ramme, som garderne hver dag klokken 11.27 marcherer fra, når de skal mod vagtskifte på Amalienborg.

af Rosenborg Slot den 18.04.2016

Aktuelt