Kongens Have

Kongens Have blev anlagt i begyndelsen af 1600-tallet som Kong Christian d. 4.’s lyst- og nyttehave til hans slot Rosenborg. Haven fungerede som ramme for underholdende aktiviteter for kongen og hans gæster og skulle forsyne hofhusholdningen på Københavns Slot med frugt og grønt. Helt op til forrige århundredeskifte blev haven brugt som nyttehave for kongehuset.

Haven blev åbnet for offentligheden i 1770’erne af J.F. Struensee, som var livlæge for den antageligt skizofrene Kong Christian den 7.

I dag er Kongens Have en af Københavns mest populære parker med ca. 3 millioner gæster årligt. Også i dag danner Kongens Have ramme om mange underholdende aktiviteter og huser blandt andet en eventyrlig legeplads og det traditionsrige Marionet Teatret.

Kongens Have forvaltes af Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme.

Aktuelt