Kulturnatten i Botanisk Have og på Geologisk Museum

Kulturnatten er Københavns største årlige begivenhed. Mere end 250 museer, teatre, biblioteker, kirker, ministerier, parker og pladser over hele byen byder publikum velkommen. Denne ene aften om året kan du opleve Botanisk Haves magi efter mørkets frembrud. Haven er traditionen tro smukt iscenesat med lys- og lydinstallationer, og der vil være noget for alle aldre. Lad fakkelstierne lede dig til oplevelser i den gamle have og på Geologisk Museum.

PROGRAM

Geologisk Museum
Sounds of the planets
Jorden og andre planeters dybe puls frembragt af jordskælv, tyngdekræfter og solvind og optaget af seismologer og NASAs Voyager-rumsonder danner klangbund for stemningsmættede og improviserede lydskaber kreeret af den musikalske multikunstner Thomas Agergaard i Geologisk Museums historiske rammer.

Botanisk Have
Havens magi
FØLG LYSSTIERNE og oplev havens magi, når Botanisk Have denne ene aften om året åbner portene efter mørkets frembrud. Traditionen tro byder haven på unikke lysoplevelser, denne gang med en poetisk lydside. Lys- og lydelementerne skaber stemningsfulde tableauer og visuelle klangverdener, du kan bevæge dig igennem. Rundt om i den smukke have lyser grupper af majestætiske træer op, og alle inviteres til at gå en aftentur og opleve havens eventyrlige poesi.

Palmehusets lysende fortællinger
I GLASSETS HVÆLVINGER danner lys, skygge og farve en enestående illumination af det smukke victorianske Palmehus. Traditionen tro omdannes et af Kulturnattens helt store ikoner til en unik lysinstallation, der denne gang akkompagneres af en poetisk lydside, som fuldender magien. Få en totalkunstnerisk og poetisk oplevelse med Palmehuset som hovedrolleindehaver i Botanisk Haves tema Visuelle Klangverdener.

Installationen er tilrettelagt, så den kan opleves udefra hele vejen rundt om Palmehuset og fra forskellige steder i haven. Det er på aftenen ikke muligt at komme ind i selve huset.

Tid: 9. oktober 2015, kl. 18:00-00:00

Sted: Botanisk Have (Gothersgade 128, 1123 København K eller Øster Farimagsgade 2C, 1353 København K.)

Arrangør: Statens Naturhistoriske Museum

Entré til Kulturnatten: Arrangementerne kræver ikke tilmelding og er gratis med gyldigt kulturpas.
Læs mere på Kulturnatten.dk.

 

af Statens Naturhistoriske Museum den 06.10.2015

Aktuelt