Nat-åbent til Kulturnatten 2018

Hvordan ser Rosenborg ud, uden for åbningstid? Det har du mulighed for at finde ud af til Kulturnatten d. 12. oktober, hvor slottet holder ekstraordinært åbent i tidsrummet 18:00-00:00.

I anledning af Kulturnatten, og for at skabe den helt rigtige efterårsstemning, vil alt elektrisk lys blive slukket, hvilket efterlader slottet fuldstændig mørklagt.

For den fulde oplevelse beder vi dig derfor om at medbringe en lommelygte, så du kan udforske slottets skjulte hemmeligheder på egen hånd – uden at fare vild i mørket.

Undervejs på din rute rundt på det mørke slot, vil du støde på vores Læringspiloter, der vil underholde med saftige og måske også uhyggelige historier om de kongelige der har boet på slottet og frem for alt deres royale kærlighedsliv. Med utroskab, hofintriger og politisk spil, lover vi, at det er historier, der kan få nakkehårene til at rejse sig i mørket.

Adgang til Rosenborg på Kulturnatten sker ved fremvisning af en timebillet + det officielle kulturpas. Timebilletten er gratis og kan hentes i webshoppen fra uge 41 og så længe lager haves. Husk at printe timebilletten ud og medbringe den.

Du kan læse mere om arrangementet her.

af Rosenborg Slot den 02.10.2018

Aktuelt