Sneen daler i Christian 4.s Vinterstue

I Christian 4.s Vinterstue hænger et panelmaleri. Det er en kopi efter den flamske kunstner Pieter Bruegel d. ældre (1525-69). Umiddelbart udstråler maleriet den rene vinteridyl med skøjtende børn og voksne i et vinterlandskab, vi kun kan sende drømmende blikke efter. Maleriet er dog andet end ren idyl. Det kan også tolkes allegorisk, og små symboler fortæller om en mere uhyggelig læsning af maleriet. Fuglefælden til højre i billedet kan tolkes som djævlen, der frister svage sjæle, mens skøjterne symboliserer eksistensens usikkerhed.

Maleriet er et ud af flere, der hænger i Vinterstuen og giver et indblik i hverdagssituationer for næsten 500 år siden. Gå på opdagelse i de mange detaljer, panelmalerierne byder på – og varm jer evt. på en kop kaffe og dejlige æbleskiver hos The Garden Café efterfølgende.

Læs mere om Christian 4.s Vinterstue her.

af Rosenborg Slot den 06.12.2017

Aktuelt