Spis som en konge

Over fem aftener i juni inviterer Rosenborg helt eksklusivt til en aften i den royale madlavnings tegn.

I et telt med åbne sider og udsigt til Rosenborg dækker vi op med 150 års kongelig borddekoration, som sammen med den specialudviklede menu og hofmusikanternes toner vil sende dig tilbage i tiden – som var du middagsgæst ved Christian 4. langbord.

Menuen drager inspiration fra køkkenkunsten i 16- og 1700-tallet og byder bl.a. på eksotiske smagssammensætninger som lammepostej med rosiner, sukkerærter med røget spæk og mandeltærte med iscreme og orangeblomstvand.

Aftenens vært er Louise Sebro, der har forsket i historisk madlavning, og som vil guide dig gennem menuen og den kulinariske historie. Hun vil sørge for at krydre måltidet med små anekdoter, der kan give et unikt indblik i, hvordan royale måltider har udspillet sig gennem tiden – og frem for alt, hvad der er blevet serveret ved de kongelige middagsborde.

Midsommermiddagen foregår fra tirsdag d. 19. juni til lørdag d. 23. juni, hver aften fra kl. 18:45 og ca. 2 ½ time frem. Prisen er 850 kr. pr. kuvert inklusiv drikkevarer.

Køb din billet her

af Rosenborg Slot den 12.06.2018

Aktuelt