Spor fra 2. verdenskrig

Rosenborgs genstande vidner om mange konflikter i Danmarkshistorien. På slottets førstesal finder vi det yngste levn fra en af de mange krige, som Danmark deltog i; her er en af dørene blevet gennemboret af et projektil fra 2. verdenskrig.

Under 2. verdenskrig var tyske soldater indkvarteret på Den Kongelige Livgardes Kaserne ved Rosenborg. Da magten var ved at glide fra besættelsesmagten i april 1945, medførte det den 22. april tumult og skyderi på Eksercerpladsen klods op af Rosenborg. Et vildfaren projektil affyret fra Gothersgade gik gennem vinduet til Frederik 4.s kabinet, hvor det gennemborede døren og et portræt af Frederik 4. Portrættet er i dag repareret, men det lille skudhul i døren kan stadig ses.

De tyske soldater påstod efterfølgende, at der var blevet affyret danske skud fra slottet, og den daværende overinspektør Gudmund Boesen måtte gennemgå førstesalens rum med dem. Det viste sig hurtigt, at skud ikke var blevet affyret herfra og at den eneste person, der befandt sig på slottet den morgen, var en 70 årig kustode.

af Rosenborg Slot den 10.04.2018

Aktuelt