Under Indiens himmel – fotografier fra det 19. århundrede

Særudstillingen Under Indiens himmel – fotografier fra det 19. århundrede åbner den 23. november 2018 indtil 28. april 2019. Det er den 6. i rækken af særudstillinger i Davids Samling, hvor der er fokus på det fotografiske medie. Man føres denne gang helt tilbage til fotografiets fødsel og tidligste barndom, lige før 1850 op til omkring 1900.

I en række unikke vintage-fotografier fra en privat samling skildres forskellige sider af det historiske Indien, hvor islam har spillet en væsentlig rolle. Publikum præsenteres for monumentale arkitekturskildringer, iscenesatte gruppeportrætter og Indiens farverige folkeliv – i smukke sepiatonede fotografier.

En af fagområdets store kendere, fotohistoriker John Falconer, fra British Librarys indiske og orientalske afdelinger, har skrevet udstillingens katalog, som udkommer både på engelsk og dansk.

Billede: R.K. Brothers. Gruppe af fyrstelige, sandsynligvis fra Bikaner, ca. 1900

af Davids Samling den 26.10.2018

Aktuelt