Besøg Arbejdermuseet med Parkmuseernes billet

Fra 15. januar kan du få en ny oplevelse, når du besøger museumskvarteret. Arbejdermuseet bliver nemlig en del af Parkmuseerne. Du kan derfor få fri adgang til museet med en Parkmuseerne-billet.

Har du besøgt Rosenborg, SMK eller et af de andre parkmuseer, så skal du blot slå et smut gennem Botanisk Have for at komme til Arbejdermuseet i Rømersgade.

Og det bliver der god grund til, når museet bliver en del af Parkmuseerne fra 15. januar. Det betyder, at du med Parkmuseernes billet kan få halveret prisen på dit besøg i museet.

At gæsterne nu får Arbejdermuseet med i pakken, tilfører en ekstra dimension til oplevelsen. Det mener Mikkel Bogh, der er direktør på Statens Museum for Kunst og formand for Parkmuseerne.

”Arbejdernes historie er helt afgørende for at forstå, hvordan vi har fået et velfærdssamfund i Danmark. Det er lige så essentielt for vores samfund som monarkiets historie, som vi blandt andet viser med Rosenborg”, siger han.

Nostalgisk indblik i arbejderfamiliers hverdag
Arbejdermuseet viser livsvilkårene for arbejderne gennem de sidste 150 år. Blandt andet kan du besøge Familien Sørensens to-værelses lejlighed, hvor mor og far boede med fem børn fra 1915. Lejlighedens inventar blev siden foræret til museet.

Et andet tilløbsstykke på museet er Børnenes Arbejdermuseum, hvor de yngste kan lege sig tilbage til dengang oldemor var barn. Eller museets kaffebar, hvor du kan drømme om 1950’erne med et stykke kiksekage og en kop Rich’s kaffeerstatning.

Bygning indstillet til Unesco
Arbejdermuseets bygning er Europas ældste og verdens næstældste forsamlingsbygning for arbejdere. Derfor er den i øjeblikket indstillet til UNESCOS verdensarvsliste.

Den blev bygget af arbejderne selv som samlingssted for Arbejderbevægelsen i 1879. Her kunne de samles i den store festsal, der stadig er i brug, og hvor Lenin i sin tid har holdt tale.

Arbejdermuseet afløser Cinemateket
Cinemateket trådte ud af Parkmuseerne ved årsskiftet 2019. Har du købt en Parkmuseerne-billet i 2018, kan du stadig bruge billetten på Cinemateket i resten af billettens gyldighedsperiode. Fra 15. januar kan du dog også vælge at bruge den på Arbejdermuseet i stedet for på Cinemateket.

af Parkmuseernes sekretariat den 08.01.2019

Aktuelt