Dagen det regnede med mønter i København

I Det Grønne Kabinet i kælderen på Rosenborg er der udstillet nogle helt særlige mønter, som i denne tid fejrer lidt af et jubilæum. Den 23. november er det nemlig 370 år siden Frederik 3. blev kronet, og her spillede mønterne en helt særlig rolle.

For at fremvise sin rigdom og magt red den nye konge i procession gennem de københavnske gader, hvor han lod sig hylde af den jublende befolkning. Til gengæld havde han sørget for, at de fremmødte kunne slukke tørsten i byens fontæner, der til anledningen sprang med vin, og stille sulten med stykker af helstegt okse.

Der var ikke sparet på noget til kroningsfesten i 1648, og som en understregning af kongens intention om at tage sig godt af sine undersåtter, lod han det bogstaveligt talt regne med mønter over dem.

Mønterne, som er speciedalere af forskellig værdi, er ikke runde, men derimod firkantede og fremviser et portræt af Frederik 3. med laurbærkrans, æresbevisningen båret af Romerrigets kejsere. Skikken med at kaste mønter ”i grams” er også hentet fra den romerske kejsertid, og henviser til at den sejrende hersker kaster mønter i flæng, som pøblen herefter kappes om at få fat på.

For 370 år siden regnede det altså med mønter over de danskere, der var mødt op for at få et glimt af den nye konge i al hans pragt. I dag er fem af de originale mønter udstillet på Rosenborg, og der arbejdes løbende på opkøb, der kan udvide samlingen til en hel, kast-bar håndfuld som i 1648.

Kastemønterne fra Frederik 3.s kroning kan ses i Rum E: Det Grønne Kabinet i kælderregionen på Rosenborg.

Tjek åbningstiderne for dit besøg her.

af Rosenborg Slot den 20.11.2018

Aktuelt