Dronningens traditionsrige Nytårstaffel

Traditionen tro, bød H.M. Dronningen d. 1. januar det nye år velkommen i selskab med regeringen og en gruppe af særligt indbudte gæster til Nytårstaffel i Christian VII’s Palæ på Amalienborg.

Nytårstaflet, og de mange lykønskninger der uddeles på aftenen, er en flere hundrede år gammel tradition, der efter sigende skal bringe både lykke og velstand til det danske rige i året der kommer.

Nytårstaflet er et af de mest formidable og traditionsrige arrangementer i Kongehusets kalender, og kalder derfor på en helt særlig påklædning for både kongelige og gæster – nemlig Galla A. På denne aften bærer Dronningen sine fineste smykker og ordener, der glimter smukt i blitzlysenes skær, når hun ankommer til palæet.

Dronningen bar i år sit perlepoire-sæt, bestående af diadem, øreringe og en broche, som hun til anledningen havde valgt at anvende som halskæde.

Dronningen er desuden ordensherre for både Elefantordenen og Dannebrogsordenen, og bar derfor den prestigefulde ordenskæde med den hvide elefant om halsen, samt Dannebrogsordenens Brystkors på livet af sin kjole.

Fik du ikke fat i alle de fine detaljer på TV, kan du heldigvis se eksemplarer af flere af dronningens ordenener, bl.a. Elefantordenen og Dannebrogsordenen, i Skatkammeret på Rosenborg. Her glimter de om kap med Dronningens kronjuveler, der til dagligt udstilles frit for offentligheden.

Helt exceptionelt er de danske kronjuveler nemlig de eneste i verden, som både udstilles på museum og samtidig bæres af regenten ved særlige lejligheder. Dette sikrer, at alle får glæde af det smukke kunsthåndværk.

Planlæg dit besøg til Skatkammeret på Rosenborg her.

af Rosenborg Slot den 08.01.2019

Aktuelt