Sidste chance for at besøge det åbne atelier

19.02.2016

28. februar er sidste chance for at kigge museets konservatorer over skulderen, når de med skalpeller og farvepigment restaurerer et kunstværk fra Dronning Margrethe II’s private gemakker.

Efter mere end 2.200 timers koncentreret arbejde er maleriet Den tyske kejser Karl VI’s taffel bragt tilbage til noget nær dets oprindelige tilstand.

Bevæbnet med skalpeller og farvepigment har SMK’s fingersnilde konservatorer nemlig restaureret maleriet fra Dronning Margrethe II’s private gemakker. Men nu er det ved at være sidste chance, hvis du vil med bag kulisserne og se konservatorerne over skulderen. Åbent Atelier: Dronningens fødselsdagsgave lukker 28. februar.

Et særligt værk for Dronningen
Snart er konservatorernes opgave fuldført, og værket kan igen indtage sin plads på Fredensborg Slot. Og Dronningen glæder sig til at få maleriet hjem igen.

Siden hun var syv år, har Dronning Margrethe II siddet ansigt til ansigt med de portrætterede personer i værket stort set hver dag. Men de seneste 15 år har værket dog været gemt væk. Det gamle maleri har nemlig ikke kunnet tåle dagens lys.

Restaureringen og konserveringen af værket er en fødselsdagsgave til Dronning Margrethe II doneret af Ny Carlsbergfondet.

Flere nyheder?
Tilmeld dig SMK’s nyhedsbrev, så holder vi dig opdateret om nye udstillinger, nyheder om kunsten, koncerter og særtilbud.

af SMK den 19.02.2016

Aktuelt